Velkommen til premiereindlægget på den splinternye blog Kældermennesket!
Bloggen, der i ord og billeder (mest ord) tager livtag med tilværelsens små og store spørgsmål af mere eller mindre eksistentiel karakter.
Nogen gange er det de rene ubetydeligheder, der ligger til grund for store begivenheder. Således også dette jomfrunalske indlæg, der i al sin enkelhed drejer sig om verdens ældste marketingtrick: Sex sælger!
I dag faldt jeg over en nyhed, der satte sig så ufordøjeligt fast i polemiktarmen, at jeg var nødt til at åbne et browservindue.
Det bornholmske wildchild Aura Dione (f. Mariah Dione 1985 af en færøsk/fransk mor og en til lejligheden hørende dansk/spansk far) har netop sendt sit tredje album på gaden. Det hedder Before the Dinosaurs og har fået et sted mellem 2 og 4 stjerner og det er alt sammen meget godt. Det der imidlertid faldt mig for brystet, var følgende pladecover:
Forstå mig ret, kære læser, det er ikke fordi Kældermennesket er en af disse nypuritanere, der ser en forbrydelse mod kvinden, hvor andre ser harmløst pikanteri! Hvis kunstnere vil sælge sig via sex, står det dem frit for – og det er givetvis en rigtig god forretning.
Problemet er bare, at det tit kan være svært at se indholdet for bare sex. Aura er blevet udråbt som stilikon med Madonnaske ambitioner og har i diverse interviews positioneret sig som følsomt og inderligt, men selvstændigt og viljestærkt hippiebarn, der har levet med aboriginere i Australien og, som det lyder på hjemmesiden, skaber »Better art for a better world.«
Og med det sidste er vi fremme ved det første, som i: Det vigtigste. For bør jeg ikke først og fremmest forholde mig til kunsten, altså musikken? Jo, det burde jeg, men det kan jeg ikke. Auras kønsdele er i vejen.
Og nej, jeg ved godt, at man ikke rigtig kan se andet end en kontur af et bryst, for de øverste herligheder er dækket af håret, mens de nederste, med en himmelråbende symbolforvirring er dækket af et æble, som den nøgne sangfugl er i færd med at skrælle (en utilsigtet hentydning til Charlotte Gainsbourgs selvpåførte omskæring i Antichrist?). Symbolforvirring, spørger De? Ja, og en helt unik tilgang til verdenshistorien, for til Radio 100 udtaler Aura:
»Albummet "Before the Dinosaurs" - det er også noget med at gå tilbage i tiden og spørge - what was fashion dengang dinosauerne rendte rundt? - og det har nok bare været en lille bitte smule pels ... Og hvis man går endnu længere tilbage - helt tilbage til The Garden of Eden - så står jeg på coveret og skræller et æble...«
Nå ja, det er sandt: Hvad kom før dinosaurerne? Adam og Eva.
Aura er alt dette og meget mere: En skøn blanding af frigjorthed, mode og inderlighed, samt en dyb optagethed af og omsorg for alt fra incestofre, selvmordere og homoseksuelle til oprindelige folk. Sidstnævnte er på den nye plade repræsenteret ved sangen Geronimo, navngivet efter den berømte apachehøvding, der i midten af det 19. århundrede kæmpede en brav territorialkamp mod både Amerika og Mexico. Ifølge sangfuglen, »en hyldest til kærligheden og frihedens vovemod … Geronimo sparkede røv og fandt sig ikke i noget.«
Den rigtige Geronimo (et navn mexicanerne gav ham, og hvis rigtige navn var Goyaałé; den der gaber) var en krigshøvding, der var med til at starte en række hævnangreb i både USA og Mexico, efter mexicanere havde myrdet adskillige af hans familiemedlemmer. Efter at være blevet jagtet gennem længere tid, overgav han sig til de amerikanske myndigheder i 1886 og blev siden, som krigsfange, en attraktion ved amerikanske fairs, indtil han døde af lungebetændelse i 1909. Han fik aldrig lov at vende tilbage til sin hjemstavn og på sit dødsleje fortrød han bitterligt sin overgivelse.
Det jeg hidser mig op over, er i virkeligheden ikke brugen af nøgenhed – hvis det var, så kunne jeg vitterlig ikke lave andet. Det, der generer mig, er forsøget på at sælge popmusik via sex, under dække af at være et socialt engareret verdensbarn, der kæmper de til en hver tid (og historisk epokes) svages retfærdige kamp. Kære Aura, hvis du absolut vil køre din kunst ud igennem pladebranchens svar på en omgang oliespansk, så sig det dog som det er!
»Jeg har haft rigtig meget vildt tøj på, og jeg synes verden er fuld af kunstnere som er vilde i deres outfit lige nu. Jeg havde brug for at gå den modsatte vej og definere, hvem jeg er. Jeg ville starte fra scratch og sige - her er jeg - og det var en ret nøgen følelse.«
